Folketinget vedtog den 10. september 2020, en lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af COVID-19. Lovforslaget er en udmøntning af den trepartsaftale om en ny midlertidig arbejdsfordelingsordning på det private arbejdsmarked, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik den 31. august 2020.

Loven, der træder i kraft den 14. september 2020, indebærer, at alle virksomheder, både overenskomstdækkede og ikke-overenskomstdækkede, har ret til at etablere en arbejdsfordelingsordning, efter hvilken arbejdsgiver kan nedsætte medarbejderes arbejdstid og tilsvarende løn i en midlertidig periode for at undgå, at de berørte medarbejdere som alternativ afskediges.

Den vedtagne lov om arbejdsfordeling giver arbejdsgiver mulighed for at fastholde medarbejdere, som ikke kan beskæftiges fuldt ud. Medarbejderne har mulighed for at søge supplerende dagpenge for at dække det indkomsttab, som forårsages af deres nedsatte arbejdstid/løn.

Loven gør det muligt at etablere arbejdsfordeling for alle medarbejdere i op til fire måneder. Der er efter loven krav om, at brugen af ordningen skal være sagligt begrundet. Såfremt arbejdsgiver vil gøre brug af midlertidig arbejdsfordeling, skal arbejdsfordelingsperioden iværksættes inden 31. december 2020. Arbejdsfordelingsperioden kan dermed maksimalt løbe til udgangen af april 2021.

Fremgangsmåde og krav om høring    

En arbejdsgiver, der ønsker at iværksætte arbejdsfordeling skal oplyse alle ansatte, der kan blive omfattet af arbejdsfordelingen. Medarbejderens skal oplyses om de vilkår, der vil være gældende under arbejdsfordelingen, samt om arbejdsfordelingens forventede starttidspunkt og sluttidspunkt. Medarbejderne har herefter 24 timer til at beslutte, hvorvidt de vil omfattes af arbejdsfordelingen.

En arbejdsgiver, der ønsker at iværksætte arbejdsfordeling i medfør af loven, skal informere og høre medarbejderne i overensstemmelse med de i forvejen gældende regler i kollektiv overenskomst eller lov om information og høring, der gælder for den pågældende virksomhed.

 Opsigelse og øvrige arbejdsvilkår

Arbejdsgiver kan, for medarbejdere der ikke ønsker at deltage, beslutte om vedkommende skal afskediges. Loven regulerer ikke adgangen til at opsige medarbejdere, og de almindelige principper for saglighed i forbindelse med opsigelse i lovgivningen og overenskomster finder derfor fortsat anvendelse i forbindelse med opsigelserne.

Medarbejdere, der er omfattet af arbejdsdeling, er under perioden omfattet af deres sædvanlige ansættelsesvilkår, dog således at en medarbejder under arbejdsfordelingen, uden forudgående varsel, kan fratræde for at overgå til et andet arbejde med en længere arbejdstid.