EU-Domstolen har i en dom af 19. oktober 2016 fastslået, at de tyske regler om prisfastsættelse af receptpligtige lægemidler udgør en hindring af varernes fri bevægelighed mellem EU’s medlemsstater og dermed er i strid med EU-retten. 

Sagens baggrund 

Deutsche Parkinson Vereinigung (DPV) er en tysk samarbejdsorganisation, der har til formål at forbedre levevilkårene for Parkinson-patienter og deres familier. DPV indgik en samarbejdsaftale med det hollandske postordreapotek DocMorris og gav i den forbindelse DPV’s medlemmer mulighed for at opnå bonus ved bestilling af receptpligtige lægemidler mod Parkinsons syge hos DocMorris. 

Den tyske forening, Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (ZBUW), hvis formål er at bekæmpe illoyal konkurrence, anlagde sag mod DPV med påstand om, at bonusordningen var i strid med den tyske lægemiddellov og dennes regler om fastsættelse af ens priser på receptpligtige lægemidler solgt af både indenlandske apoteker og postordre-apoteker i andre medlemsstater.

Landgericht Düsseldorf, Düsseldorfs første instans, gav ZBUW medhold og forbød DPV’s bonusordning. DPV ankede efterfølgende sagen til Oberlandesgericht Düsseldorf, der forelagde sagen præjudicielt for EU-Domstolen med anmodning om svar på, hvorvidt de tyske regler er i strid med EU-retten. 

EU-Domstolens dom 

EU-Domstolen bemærkede indledningsvis, at den frie bevægelighed af varer er et grundlæggende princip i Traktaten om den Europæiske Funktionsområde, som kommer til udtryk i traktatens artikel 34, der forbyder kvantitative indførselsrestriktioner (også kaldet importforbud) samt alle foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne.  

Herefter udtalte EU-Domstolen, at udenlandske apotekers adgang til andre medlemsstaters markeder ofte udfordres ved, at disse apoteker ikke i samme grad kan give patienter individuel rådgivning gennem apotekspersonalet. Henset hertil spiller priskonkurrence ofte en større rolle i sikringen af konkurrencedygtigheden for udenlandske apoteker og deres adgang til udenlandske markeder i forhold til indenlandske apoteker.

EU-Domstolen fandt på denne baggrund, at fastsættelsen af ens salgspriser for receptpligtige lægemidler rammer udenlandske apoteker hårdere end apoteker beliggende i Tyskland. En sådan på- virkning kan medføre større ulempe for adgangen til det tyske marked for udenlandske varer end for indenlandske varer, hvilket udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, som er i strid med EU-retten. 

EU-Domstolen vurderede, at prisfastsættelsen ikke kan begrundes i hensynet til beskyttelsen af menneskers liv og sundhed og dermed undtages fra forbuddet mod indførselsrestriktioner. 

EU-Domstolen afviste dermed ZBUW’s påstand om, at prisfastsættelsen er egnet til og nødvendigfor at sikre en pålidelig lægemiddelforsyning af god kvalitet samt til at sikre en bedre geografisk fordeling af traditionelle apoteker og konkurrence i Tyskland. EU-Domstolen konstaterede i denne forbindelse, at sådanne påstande kræver bevis i form af relevante videnskabelige undersøgelser – og ikke blot generelle betragtninger, som ZBUW har fremlagt. ZBUW havde dermed ikke løftet sin bevisbyrde for, at prisfastsættelsen kunne begrundes i hensynet til beskyttelsen af menneskers liv og sundhed. 

Dommens betydning 

EU-Domstolens dom har som direkte konsekvens, at udenlandske postordresalg, herunder også danske postordresalg, af receptpligtige lægemidler til Tyskland ikke skal ske til de priser, der er gældende i Tyskland. Det er dermed som udgangspunkt lovligt at indføre bonussystemer og rabatordninger på disse lægemidler, der sælges til forbrugere. 

Samtidig vil dommen betyde, at alle øvrige medlemsstater tilsvarende skal sikre, at eventuelle nationale regler om prisfastsættelser af receptpligtige lægemidler overholder EU-Domstolens praksis. Om nødvendigt skal den nationale lovgivning justeres i det omfang, prisfastsættelsen finder anvendelse på udenlandske postordresalg af receptpligtige lægemidler. 

De gældende danske regler forbyder ikke, at receptpligtige lægemidler sælges til en dansk forbruger af et udenlandsk postordre-apotek til en pris, der er lavere end den pris, som danske apoteker sælger lægemidlet til. Det kan dog overvejes, om for eksempel de danske regler om tilskud til lægemidler købt i andre EU/EØS-lande – som blandt andet stiller en del krav til dokumentation – også kan siges at udgøre en hindring af varernes frie bevægelighed.