Østre Landsrets kendelse af 26. februar 2016

Danish affiliate (sales office) of UK-based company (daughter of an international cruise ship operator/provider) could not be sued in Denmark for accident incurred on a Caribbean island during cruise ship holiday.

A anlagde sag mod B og C ved Københavns Byret med påstand om erstatning for en personskade indtruffet på en ø-stat i Caribien (herefter Ø) i forbindelse med en forlystelsestur.

A havde indgået aftale om en pakkerejse med C. Rejsen inkluderede flyrejse samt et krydstogt i Caribien. Under afholdelsen af rejsen, deltog A i en rutsjebane-forlystelse på Ø, hvor A kom til skade. A havde købt særskilt billet til forlystelsen, mens A befandt sig på krydstogtskibet ved Ø, og af billetten fremgik (ud over en omfattende ansvarsfraskrivelse, som A havde skrevet under på), at selve forlystelsen var arrangeret af et Ltd, selskab.

B er en dansk filial (benævnt salgskontor) af et engelsk selskab E, der som en del af en større koncern arrangerer og udfører krydstogter verden over, heriblandt krydstogtet som A deltog i under afholdelse af sin pakkerejse.

A anlagde sagen mod B og C ved Københavns Byret under henvisning til, at betingelserne i RPL § 250, stk. 1 om oprindelig subjektiv kumulation var opfyldt. Det følger heraf, at flere parter kan sagsøges under samme sag, såfremt retten, hvor sagen er anlagt, har saglig og stedlig kompetence til at behandle mindst ét af kravene, jf. RPL § 250, stk. 1, nr. 2-3. Derudover er det en betingelse, at alle krav er undergivet dansk værneting, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 1.

B påstod sagen afvist bl.a. med henvisning til manglende værneting, idet filialen hverken havde foranstaltet indgåelse af aftalen om pakkerejsen, krydstogtet og særligt ikke den særskilte forlystelsesaftale, der blev både indgået med og opfyldt af en tredjepart i udlandet (på/ved Ø). Sagen havde således ingen tilknytning til den danske filials virksomhed i Danmark.

Spørgsmålet om værneting blev udskilt til særskilt behandling ved Københavns Byret, der ved dom af 19. januar 2016 frifandt B.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at A’s rejse havde haft en sådan tilknytning til B, at der i medfør af RPL § 238, stk. 2 var værneting ved Københavns Byret. Den omstændighed, at C i sine betingelser havde henvist til danske hjemmesider tilknyttet krydstogtkoncernen kunne ikke medføre et andet resultat. Byretten fandt hertil ikke, at der var mulighed for at henvise sagen til afgørelse ved anden domstol i Danmark, hvorfor at sagen blev afvist i medfør af RPL § 248, stk. 2.

A kærede byrettens afgørelse til Østre Landsret, og anførte blandt andet at der forelå et aftaleforhold mellem A og B, samt at der subsidiært kunne statueres et forbrugerværneting ved de danske domstole på grund af dette aftaleforhold.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse og tiltrådte herved, at A’s rejse og tilskadekomst på Ø ikke havde en sådan tilknytning til B, at der var værneting ved Københavns Byret efter retsplejelovens § 238, stk. 2. Det forhold, at A under kæresagen havde gjort et forbrugerværneting gældende, førte ikke til et andet resultat.

Kommentar:

Sager mod selskaber, der driver erhvervsvirksomhed uden for selskabets hjemting, kan anlægges ved retten på det sted, hvor virksomhedes udøves, såfremt sagen vedrører driften af filialen, jf. RPL § 338, stk. 2 og DF art. 5, nr. 5. EU-domstolen har udtalt, at begrebet ”driften” omfatter tvister om rettigheder eller forpligtelser i eller uden for kontrakt vedrørende filialens forvaltning, og tvister om kontraktlige eller ikke-kontraktlige forpligtelser, som filialen har påtaget sig på hovedvirksomhedens vegne, og som skal opfyldes i den kontraherende stat, hvor filialen er. Sagens tvistepunkt skal således vedrøre filialens virksomhed, før et filialværneting kan etableres.

A havde i nærværende sag ikke tilnærmelsesvist sandsynliggjort, at det påståede ansvarsgrundlag i sagen (ansvar for en  tilskadekomst i en forlystelse på Ø – en tur købt som tillæg under rejsen) vedrørte den indstævnte filials virksomhed i Danmark.

A forsøgte hertil at gøre et forbrugerværneting gældende under kæresagen med henvisning til RPL §§ 244 og 246, stk. 1. At Landsretten ikke er gået nærmere ind i dette forhold, skyldes højst sandsynligt, at A’s aftalepart for så vidt angår pakkerejsen var C og ikke B, samtidigt med at A ikke havde sandsynliggjort, at sagen i forhold til forlystelsesturen overhovedet vedrørte forbrugeraftalen indgået med C. Endvidere forudsætter anvendelse af RPL § 246, stk. 1, 2. pkt. at der er sket en forudgående fremsættelse af særligt tilbud eller reklamering i Danmark forinden aftalens indgåelse. Aftalen om forlystelsesturen var imidlertid hverken indgået med B eller C, ligeså lidt som B havde fremsat tilbud i forhold til A.

Sagen er for sagsøgte B ført af advokat Jesper Ravn og advokatfuldmægtig Caroline Køber.

Læs Københavns Byrets dom her

Læs Østre Landsrets kendelse her