A og B’s mor, D, havde den 8. juni 2008 indbrud på sin ejendom. I forbindelse med indbruddet blev der angiveligt stjålet en række genstande tilhørende A og B, der dog ikke havde folkeregisteradresse på ejendommen, men derimod på D’s tidligere ejendom, hvor der tillige blev begået indbrud.

Indboforsikringsselskabet nægtede at udbetale erstatning primært med henvisning til, at man såede tvivl om forsikringsbegivenheden og i særdeleshed om omfanget af de anmeldte stjålne genstande og dokumentationen herfor.

D overdrog kravet på erstatning til firmaet E (ApS), der anlagde sag mod forsikringsselskabet i 2011. Selskabet bestred under sagen, at overdragelsesaftalen mellem D og E også omfattede børnenes eventuelle krav. Selskabet blev i det hele frifundet ved byrettens dom af 15. november 2012. Under ankesagen angav E, at man tillige – ved en separat overdragelsesaftale - havde fået overdraget retten til at indtale A og B’s krav. Landsretten fandt det ved dom af 3. februar 2014 ikke sandsynliggjort, at A og B’s krav var blevet overdraget til E. Allerede af denne grund blev forsikringsselskabet frifundet for så vidt angår genstande tilhørende A og B.

A og B rejste herefter krav mod forsikringsselskabet, hvilket blev afvist, og A og B anlagde herefter sag. Forsikringsselskabet påstod sagen afvist, og subsidiært påstod forsikringsselskabet sig frifundet med henvisning til, at kravet var forældet.

Retten i Næstved frifandt forsikringsselskabet. Retten fandt det godtgjort, at A og B havde fornøden retlig interesse i et sagsanlæg mod forsikringsselskabet, idet landsretten ved dommen af 3. februar 2014 ikke havde taget stilling til, om A og B måtte have et krav mod forsikringsselskabet.

Da forsikringsbegivenheden imidlertid var indtrådt den 8. juni 2008 gjaldt der som udgangspunkt en 3-årig forældelse for A og B’s krav mod forsikringsselskabet. Det forhold, at A og B måtte være af den opfattelse, at de havde overdraget deres eventuelle krav til E, kunne ikke føre til, at forældelsesfristen skulle regnes fra et senere tidspunkt end forsikringsbegivenhedens indtræden.

Hverken forældelseslovens §§ 21 eller § 20 kunne i øvrigt finde anvendelse allerede fordi den tidligere mod forsikringsselskabet anlagte sag var anlagt og ført af E ApS og ikke A og B.

A og B ankede dommen til landsretten med påberåbelse af samme påstand og anbringender. Her overfor gjort forsikringsselskabet gældende, at det var så åbenbart, at sagen ville få samme udfald for landsretten, at den (relativt) nye bestemmelse i RPL § 368a måtte finde anvendelse. Forsikringsselskabet anmodede således landsretten om at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag (at afvise anken efter § 368a), hvilket landsretten tilsluttede sig i dommen.

Kommentar

Sagen er en fortsættelse/udspringer af dom afsagt af Østre Landsret den 3. februar 2014 (FED 2014.25Ø), og indgår i øvrigt i et kompleks af sager, der fortsat er verserende.

Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Jesper Ravn.

Læs dommen her