Sagsøger, A,  faldt i juli 2010 ned fra et stillads og kom til skade med sin ryg. Ulykken blev anmeldt til A’s private ulykkesforsikringsselskab, B. A angav at have ganske betydelige rygsmerter, bevægeindskrænkning og middelsvær urininkontinens.

Under sagen indhentede parterne en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som fastsatte sagsøgers méngrad til 12 % for lænderygsmerter og bevægeindskrænkning. B udbetalte méngodtgørelse i overensstemmelse hermed. Da A var uenig i Arbejdsskadestyrelsen fastsættelse af méngraden, anmodede A Styrelsen om en revurdering. Arbejdsskadestyrelsen fastholdt sin tidligere vurdering, og anførte i øvrigt, at urininkontinensen ikke var en følge af ulykken.

Herefter udtog A stævning mod B og indhentede en erklæring fra Retslægerådet. I mellemtiden blev A tilkendt førtidspension bl.a. som følge af ryggenerne.

Retslægerådet udtalte, at A havde forudbestående ryggener, og at ulykken havde medført en forværring af disse tidligere kendte ryggener. Rådet fandt ikke at urininkontinens var en følge af ulykken. Desuden gengav Retslægerådet A’s bevægelighed i ryggen som en ”blok”, og smerteniveau blev refereret som værende moderate til ekstreme smerter i nogle tilfælde, og i andre tilfælde som smerter svarende til 5-6 på VAS skalaen.

A genforelagde herefter ikke sagen for Arbejdsskadestyrelsen, men nedlagde derimod påstand om, at A’s samlede mén udgjorde 20 %, subsidiært 15 %, og at der med Rådets erklæring var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurderinger.

Retten frifandt B med henvisning til, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at A’s mén efter ulykken udgjorde mere end 12 % som fastsat af Arbejdsskadestyrelsen.

Kommentarer:

Sagen er endnu et eksempel på, at en tilsidesættelse af Arbejdsskadesskadestyrelsens vurderinger af méngraden kræver et tilstrækkeligt sikkert og fornødent grundlag, jf. herved U 1999.1565 H, og at denne bevisbyrde påhviler den, som kræver vurderingen tilsidesat. I denne sag var Retslægerådets erklæring om medicinsk årsagssammenhæng ikke i uoverensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vurdering, og Rådets erklæring udgjorde derfor ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering. Det kom A bevismæssigt til skade at A ikke havde genforelagt sagen for Arbejdsskadestyrelsen efter Rådets erklæring forelå.

Det vides endnu ikke om dommen bliver anket.

Sagen er for ulykkesforsikringsselskabet ført af advokatfuldmægtig Christina Bach-Kristensen.

Læs dommen her